U10 imponerer i træningsstævne

Stefans U10 drenge deltog d. 27. og 28. december i BTA Jule Cup, som er et 8-mands træningsstævne 2 dage mellem jul og nytår i TopDanmark Hallen i Ballerup. Stævnet er arrangeret af Barcelona Training Academy (BTA) og havde mange prominente hold tilmeldt.

Det var derfor småt med forventninger, som Morten Kannegaard og de andre trænere havde inden stævnet startede. U10-drengene var tilmed blevet placeret i A-rækken, hvilket betød at man skulle konkurrere med nogle af de største klubber og dygtigste drenge i årgangen.

Morten Kannegaard beretter fra stævnet:

“Da forventningerne er lave tager vi til stævnet med håb om at få nogle gode kampe i puljen, men over al forventning går vi videre fra puljen.”  

Det betød at drengene nu skulle spille kvartfinale dagen efter mod stævnets arrangør BTA (Barcelona Training Academy). Endnu en gang leverede drengene overraskelsen og slog dermed stævnets favoritter ud. Herefter ventede B1908 i semifinalen. Semifinalen blev en målrig og nervepirrende affære, men med fightervilje og stærkt sammenhold sikrede drengene sig en finaleplads med en 4-3 sejr. Dermed ventede finalen mod Hvidovre.

Finalen blev igen en tæt affære med 1-1 i den ordinære spilletid. I den forlængede spilletid var dog Hvidovre der trak det længste strå med et flot mål og med reglen om Golden Goal tabte Stefan dermed finalen.

Morten Kannegaard rundede en flot indsats af med ordene:

“Vi havde slet ikke regnet med at komme så langt i turneringen. Lige nu er det faktisk sådan, at drengene er ærgerlige over ikke at have vundet finalen. Men de er også stolte, da store klubber som KB, Brøndby, B93, Hvidovre og BTA deltog.”

Kender du nogle drenge, som er interesseret i at spille fodbold i Stefan i årgangene U10/U11/U12, så kontakt træner Morten Kannegaard (51909587).

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *