Stefan gik videre i pokalturneringen

FK6K – Boldklubben Stefan, 0-1 (Martin Kannegaard, 65′)

En kontrolleret og disciplineret indsats lagde kimen for 1. senior-holdets videre avancement i pokalturneringen.

Der var ellers bekymring at spore inden mødet med FK6K, der brager igennem Serie 3 i denne sæson. Med 52 mål i 17 kampe i Serie 3 er det vidne om, at Fojbold klub 6K er på vej i Serie 2, og de sortklædte fra Kløvermarken viste da også prøver på deres kvaliteter onsdag aften.

På en vindblæst bane blev det et lige og meget intenst opgør i DBU Pokalturneringen, og dermed levede kampen op til, hvad man nu kan forvente af nerve og spænding i et klassisk pokalopgør. Stefan trak dog det længste strå med en disciplineret og kontrolleret indsats. Især forsvaret med Kasper Lyngsfeldt og den normale angriber Nicolai Castenschiold leverede en flot indsats, og Stefan gav vel blot sporadiske og halve chancer til FK6K.

Til gengæld havde de rødklædte også svært ved at komme helt tæt på modstanderens mål. FK6K’s anfører viste mandsmod og pokalfight i det centrale forsvar hos modstanderen, og træner Martin Kannegaard, der denne aften var placeret i angrebet, måtte kæmpe hårdt for at finde plads.

Det var dog Boldklubben Stefan, der var farligst kampen igennem. Chancerne var få, men relativt store, og med lidt mere effektivitet var sejren også blevet større over de kommende modstandere i Serie 2.

Målet blev sat ind af træner Martin Kannegaard, der bragede bolden ind med en halvflugter efter flot forarbejde af Nicolai Castenschiold, der var blevet lagt op ved siden af Kannegaard for at jagte føringsmålet. En høj bold blev flot lagt af med hovedet af Castenschiold, og en lige vrist fra Kannegaard mod den fjerne stolpe gik ind bag målmanden hos FK6K.

Martin Kannegaard
Et flot mål af Martin Kannegaard sendte BK Stefan videre i pokalturneringen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *