Boldklubben Stefan fik revanche mod CBS Sport

BK Stefan – CBS Sport, 3-0 (Målscorere: Nicolai Holten Castenschiold ’15 (p), ’35 (p). Jens Roy Simonsen, ’25)

Boldklubben Stefan fik taget revanche for forårets blunder på Frederiksberg Stadion, hvor en 3-0 føring blev sat over styr på en halvleg. Denne lørdag var der anderledes kontrol over tingene, og sejren kom aldrig i fare mod et kæmpende CBS Sport.

Træner Martin Kannegaard havde op til kampen haft fokus på dødbolde og presspillet, og selvom begge ting lod meget tilbage at ønske så var det dog disse aspekter, der fik afgørende betydning for kampens udfald. BK Stefan havde ellers kontrol over spillet, og det var ikke meget CBS Sport så til bolden i løbet af kampen. I efterhånden vanlig stil kørte BK Stefan fornuftigt bolden rundt i egne rækker. Bortset fra 10 minutter mod slutningen af første halvleg, hvor spillet desværre blev præget af flere lange bolde uden modtager, så var BK Stefan klart bedst på bolden.

Åbningsmålet faldt efter et kvarters spil, hvor et hjørnespark resulterede i straffespark. Dommeren takserede simpelthen, at CBS Sport hev og flåede for voldsomt i feltet, og så blev der peget på pletten. Angriberen Nicolai Holten Castenschiold var sikkerheden selv og eksekverede straffesparket til perfektion.

Angrebskonstellationen med Nicolai Holten Castenschiold og René Sichel Pedersen fungerede i det hele taget upåklageligt, og de to bomstærke offensivspillere virker klar til at tage over efter den rutinerede Kim ‘Michi’ Michelini, der er smuttet videre til KFUM for at være assistenttræner. Presspillet fungerede i store perioder fint, og det var ikke mindst takket være de to angribere, der placerede sig rigtigt og fik lukket deres opspil af.

Nicolai Castenschiold
Nicolai Holten Castenschiold startede sæsonen fint med to mål på straffespark

 

Efter 25 minutter var det netop presspillet, der bar frugt for de rødklædte Stefan-drenge. Et pres i højre side ført an af anfører Jens Roy Simonsen, resulterede i et boldtab midt på banen, og den løbestærke og allestedsværende anfører kunne nemt gøre arbejdet færdigt midt for mål. Med et let og elegant træk uden om målmanden var det en formsag for Jens Roy Simonsen at gøre det til 2-0.

3-0 målet faldt mod slutningen af halvlegen, hvor et opspil i venstre side af de godt samarbejdende Nickie Bogh Carlsson og Allan Jensen førte til en løs bold i feltet. Bolden blev opsnappet af René Sichel Pedersen, der tog et træk tilbage i banen og blev nedlagt af CBS Sports centrale forsvarsspiller, der var oprørt og uforstående over for dommen. Nicolai Holten Castenschiold scorede igen legende nemt på straffesparket og så var kampen reelt lukket.

Anden halvleg bød ikke på megen spænding. Et par udskiftninger i halvlegen brød dog BK Stefans rytme i spillet, og det første kvarter bar præg af, at Stefan lige skulle finde sig til rette på banen igen. CBS Sport formåede da også at lægge et vist tryk på Stefans bagerste kæde, der lige pludselig havde langt op til de forreste. Sejren kunne der dog aldrig pilles ved, og CBS Sport lykkedes aldrig med deres forsøg på en offensiv. BK Stefan fik styr på bolden og så blev kampen kørt hjem på cruise control.

BK Stefan fik dermed en fortrinlig start på sæsonen med 3 nemme point. Næste kamp spilles næste lørdag den 29. august kl. 13 ligeledes på Folevadsvej. Denne gang er det nedrykkerne fra BK Hekla, der kommer på besøg, og BK Stefan skal nok forvente anderledes hård modstand!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *